Venskabsbyer på besøg i Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommunes tyske og polske venskabsbyer besøger torsdag 1. og fredag 2. februar kommunen. Anledningen er fejringen af 10-års venskabet mellem den tyske by Stadt Tornesch og Jammerbugt Kommune.

Besøget er en blanding af arbejdsmøde, rundvisning og markering af jubilæet. Torsdag aften starter i Nørhalne, hvor gruppen deltager i ferniseringen af Nørhalne Viser Kunst. Næste formiddag er der officiel modtagelse på Rådhuset i Aabybro i Byrådssalen.

Her vil være taler og oplæg ved de tre venskabsbyers borgmestre. De vil tale om udviklingen i de respektive kommuner i løbet af de seneste ti år. Herefter går turen ud i Aabybro for at se de nye lejeboliger, der er i gang med at blive opført. Ligesom gruppen ser på de nye udstykninger på Horsbækken i Aabybro.

Efter en frokost i DGI-Huset i Aabybro og en lille rundvisning går turen til Aabybro Skole, hvor skoleleder Kristine Fooken Jensen, fortæller om skolen. Dagen slutter på VUC&HF i Aabybro. Her er forstander Jens Jørgen Guldberg Madsen vært for en rundvisning og oplæg om uddannelserne.