Nordjysk samarbejde om indsamling af plast og metal

På tværs af kommunegrænserne gik Aalborg, Mariagerfjord og Jammerbugt kommuner sammen om at ensrette indsamlingen af plast og metal fra kommunernes husholdninger, så der i dag bliver genanvendt store mængder affald, der tidligere ville være blevet brændt.

Siden Aalborg, Mariagerfjord og Jammerbugt Kommuner for år tilbage aftalte at ensrette indsamlingen af plast og metal fra kommunernes husholdninger er Rebild, Brønderslev og Hjørring kommuner kommet til. Dermed sorterer de seks kommuner plast- og metalaffald efter samme system.

80% af kommunernes fælles sorterede plast i husholdningerne bliver sorteret til genanvendelse. Heraf bliver 45% sendt direkte videre til virksomheder, der kan anvende plasten, mens 35 % oplagres indtil det kan afsættes på et senere tidspunkt.

”Vi er ret gode til at tale sammen i Nordjylland, om vores fælles ressourcer, og hvordan vi passer på dem, når de er blevet til affald. At vi gik sammen om at etablere sorteringsanlægget har helt sikkert været vigtigt i målet mod mere genanvendelse. Men hvis de 45% af det sorterede plastik, som vi i dag sender direkte videre til nye plastprodukter, skal øges, kræver det, at producenterne tænker genanvendelse ind allerede, når produkterne bliver lavet. Og det er en udfordring”, fortæller Jens Christian Golding, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.

Affaldet fra de seks kommuner i Nordjylland ender på sorteringsanlægget hos RenoNord i Aalborg, som Aalborg, Mariagerfjord og Jammerbugt kommuner er medejere af.

Her sorteres affaldet i forskellige typer plast og metal.

”Vores fælles system for indsamling af plast og metal betyder, at vi er i front med at genanvende de ressourcer, som plast og metal jo er. Det er meget positivt for miljøet. Det tværkommunale samarbejde betyder også, at alle ikke skal opfinde de dybe tallerken – vi kan hjælpes ad, og trække på hinandens erfaringer, samtidigt med at vi finder løsninger, der passer de enkelte kommuner”, fortæller Jens Christian Golding.

Vi skal gøre det nemt at sortere

Ud over et fælles, moderne sorteringsanlæg, så bruger størstedelen af de nordjyske kommuner Dansk Affaldsforenings visuelle system til at mærke affaldscontainerne. Af de såkaldte piktogrammer kan borgerne se, hvordan man smider de forskellige affaldstyper rigtigt ud.

”Vi bruger piktogrammerne til at øge kvaliteten i sorteringen. Det hjælper borgerne til at gøre en ekstra indsats i forhold til sorteringen, det giver god mening at vil bruger et koncept, der er udviklet på landsplan. Det gør det genkendeligt for borgerne, uanset om de smider affald ud hjemme, på deres lokale genbrugsplads eller når der er på ferie andre steder i Danmark”, fortæller Jens Christian Golding. 

Indslag på TV2 Nord om genanvendelse af plast i Nordjylland