Sådan bliver du leverandør

På denne side finder du alt information, som er værd at vide for leverandører til Jammerbugt kommune.

Det er vores målsætning, at de lokale virksomheder har mulighed for at deltage som tilbudsgivere i kommunen. Tilbuddene omfatter både offentlige udbud over og under EU-tærskelværdien, begrænset udbud med eller uden prækvalifikation samt underhåndsbud ved mindre opgaver.

Information

Hvordan vælger vi leverandør?

Vi vælger leverandørerne ud fra de kriterier, der bliver opstillet ved hvert enkelt udbud. Vi handler gerne med det lokale erhvervsliv. Selvfølgelig under forudsætning af at de lokale virksomheder giver de bedste og mest konkurrencedygtige tilbud på de vilkår, der er beskrevet i udbudsmaterialet.

Udbuds- og Tilbudsloven danner grundlag for de fleste udbud - læs mere i vores Indkøbspolitik.

Tilmeld dig vores leverandørliste

Vi har lavet en leverandørliste, hvor alle typer af virksomheder kan tilmelde sig. Formålet med leverandørlisten er at have en liste over virksomheder, vi kan indhente tilbud fra, når der skal købes varer eller ydelser under tærskelværdierne. Leverandørlisten bruges for eksempel til at finde leverandører, når der skal udbydes mindre vedligeholdelsesprojekter og til indkøb af varer, hvor der ikke i forvejen er en aftale

Se vejledning til oprettelse af brugerprofil og registrering på Jammerbugt Kommunes leverandørliste.

Du kan også læse om, hvordan du kan bruge Comdia i denne vejledning.

Oplever du problemer med din registrering på leverandørlisten, kontakt da Comdia support på tlf: 7199 3672 eller via mail: support@comdia.com

Betingelser for at handle med Jammerbugt Kommune

Leverandører der ønsker at lave aftaler med Jammerbugt Kommune, forpligter sig til at overholde nedenstående krav.

Jammerbugt Kommune kan når som helst i forbindelse med afgivelse af tilbud eller i en kontraktperiode bede om dokumentation for, at kravene overholdes.

Jammerbugt Kommune forudsætter i ethvert udbud, at leverandøren og dennes underleverandører overholder konventioner tiltrådt af Danmark, herunder følgende grundlæggende ILO-konventioner:

  • Forbud og afskaffelse af tvangsarbejde
  • Forbud og afskaffelse af de værste former for børnearbejde
  • Organisations- og foreningsfrihed og ret til at føre frie forhandlinger
  • Ligeløn og forbud mod diskriminering
  • Arbejdsmiljø
  • Arbejdsklausuler

Sociale klausuler vil blive indarbejdet i udbudskontrakter i det omfang, det findes relevant. Leverandøren forpligter sig til at sætte sig ind i og efterleve de sociale klausuler, der stilles i hver enkelt udbudssag.

Det forudsættes, at leverandører og disses underleverandører respekterer grundlæggende menneskerettigheder, herunder lever op til FN’s Menneskerettighedserklæring og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Leverandøren afgiver erklæring om gæld til det offentlige, jf. Lov om begrænsning af skyldners muligheder for at deltage i offentlige udbudsforretninger, lov nr. 1093 af 21. dec. 1993. Erklæring skal vedlægges tilbud for, at dette kan betragtes som værende konditionsmæssigt / konditionelt.

Leverandøren skal i en kontraktperiode sikre, at der foreligger en gyldig produkt- og ansvarsforsikring.

For bygge- og anlægsopgaver kræves garantistillelse ved entrepriser over 500.000 kr. Garantistillelsen følger som udgangspunkt reglerne herom i AB 92 (almindelige betingelser for arbejde og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed).

Bygherren er dog forpligtet til at foretage en konkret vurdering af behovet for yderligere garantistillelse afhængig af opgavens karakter og risikoprofil. 

Leverandøren forpligter sig til at gennemlæse udbudsmaterialet grundigt, og stille spørgsmål ved uklarheder.

Elektroniske udbud

Vi har fokus på ligebehandling af virksomheder og gennemsigtighed i vores udbudsprocesser.

For at sikre ligebehandling og gennemsigtighed i udbudsprocessen, benytter Jammerbugt Kommune Comdia til at håndtere udbud.

Hele udbudsprocessen fra annoncering over tilbudsafgivelse til tildeling samt alt korrespondance foretages gennem dette værktøj, hvor alt bliver registreret.

Jammerbugts Kommunes indkøbsafdeling

Indkøbsfunktionen har ansvaret for obligatoriske indkøbsaftaler og prisaftaler, som går på tværs af kommune.

Indkøb er placeret i Digitalisering, IT & Indkøb under Stabsfunktionen. Indkøbs overordnede opgave er at indgå indkøbsaftaler gældende for samtlige forvaltninger og dermed sikre, at indkøb sker på de økonomisk mest fordelagtige betingelser.

Indkøb er en hjælpefunktion i forbindelse med udarbejdelse af udbudsmateriale, gennemførelse af udbud og indgåelse af kontrakter.

Indkøb har dialog med decentrale indkøbere for at sikre, at deres behov bliver dækket. Ligeledes samarbejder Indkøb med Vækst Jammerbugt og deltager i forskellige relevante erfa-grupper.

EAN og elektronisk fakturering

I Jammerbugt Kommune modtager vi kun elektroniske fakturaer. Her er virksomheden forpligtet til at anvende det korrekte EAN-nummer. Når udbuddet sker gennem Comdia, vil EAN-nummeret blive oplyst til den virksomhed, der vinder udbuddet. 

Sådan laver du en elektronisk faktura

Ved NemHandel er der flere muligheder, når du skal sende en elektronisk faktura.

Hvis dit økonomisystem både kan skabe og sende NemHandel-fakturaer, er du allerede klar til NemHandel. Spørg din systemleverandør, hvordan du kommer i gang.

Hvis dit økonomisystem kan skabe, men ikke sende NemHandel fakturaer, skal du bruge NemHandel-programmet til at sende med. Når dit økonomisystem har skabt en NemHandel-faktura sørger NemHandel-programmet for, at den bliver afsendt. Få din leverandør af dit økonomisystem til at hjælpe dig i gang.

Hvis du ikke har et økonomisystem, kan du bruge den elektroniske NemHandel fakturablanket til at sende en faktura til en kunde i det offentlige og til virksomheder med EAN. Fakturablanketten er gratis, og der er en vejledning sammen med blanketten.

Hvis du i dag har en samlet serviceløsning, eller bruger LæsInd-Bureau, så kontakt din leverandør og undersøg om vedkommende er klar til NemHandel.

Der findes også firmaer, som tilbyder fakturaservice eller komplette økonomiløsninger, hvor du kan bruge NemHandel mod betaling.

Kontakt Indkøbsafdelingen

Bettina Kjær
bta@jammerbugt.dk
Mobil: 4191 2326